Lidenskab skal suppleres med videnskab

I denne måned har CESAU talt med koordinator for forskergruppen Pædagogisk sociologi, uddannelse og læring, Niels Rosendal Jensen. Han sidder til daglig på DPU, hvor han er lektor i pædagogisk sociologi og samtidig koordinator for kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi.

Af Nina Damsgaard

Niels Rosendal Jensen er en travl mand, og det samme er resten af de tolv forskere i forskergruppen Pædagogisk sociologi, uddannelse og læring. Travlheden og den store geografiske spredning, idet mange af forskerne sidder på DPU i København, mens nogle sidder i Aarhus, har medført, at der ikke har været så meget aktivitet i forskergruppen. Niels fortæller på trods af dette meget engageret om forskergruppen, som var med i overvejelserne helt tilbage i forhandlingerne om CESAU, og dens vigtige rolle i blandt andet politikudformning.

Hvad er idéen bag forskergruppen?

Oprindeligt var området pædagogisk sociologi også med, da vi lavede idéen om CESAU. Vi havde her på DPU en stor medarbejderskare inden for området, og var interesserede i at styrke sociologien på Aarhus Universitet i fusionsprocessen. Vi kunne så byde ind med læring, uddannelse og opdragelse.

Kan du give et eksempel på et aktuelt forskningsemne, som kunne høre under gruppen?

Ja, der er jo rigtig mange forskellige. Helt aktuelt er der diskussionen om fordelingen af karakterer i gymnasiet. Vi har nogle forskere fra "Center for Ungdomsforskning", som kan komme med interessante inputs til i hvor høj grad, karakterer er bundet op på bopæl, forældres uddannelse og lignende. Det er jo tankevækkende problematikker, som de her folk har fulgt i en længere periode med forskellige elementer. Det kunne være et emne. Et andet emne kunne være folkeskolen, hvor mange forskellige interesser er på spil. Folk har været meget optagede af den her bølge af lovgivningsforslag fra et Folketing, som måske nogle gange har en god vilje, men mangler den faglige viden om, hvad der reelt foregår. Man sætter en masse ting i gang, blandt andet i forlængelse af PISA. Så sidder man nu og skal prøve at gøre op, hvad der så egentlig kom ud af det. Man kan altså følge den reformbølge og se, om den har ført til det, man egentlig forestillede sig. Eller om den har medført helt andre utilsigtede konsekvenser. Der er derudover nogle, som er optagede af underelementer af dette - eksempelvis børn med anden etnisk oprindelse end dansk og deres placering i skolen eller hele inklusionsparadigmet.

Hvorfor er det vigtigt at have en forskergruppe, der handler om Pædagogisk sociologi, uddannelse og læring?

Uddannelse og opdragelse fylder jo ufattelig meget i den danske offentlighed. Vinklen er ofte mest kritisk og handler om hvilken institution eller hvilke personer, der er noget i vejen med. Det fylder meget, og derfor er det vigtigt, at man kan tilføre den lidenskab lidt videnskab. At der er en form for faglig funderet viden, som kan lægges til grund for diskussionerne. For det er jo et videnskabeligt område. Nogle af argumenterne i Folketingssalen bygger netop også på, hvad folketingsmedlemmerne selv har oplevet i deres skoletid. Der kan man så spørge, om det kan bruges som et grundlag for at drive moderne uddannelsespolitik. Man kan nok ikke nøjes med det, så derfor er en af opgaverne her at forsøge at skabe et mere oplyst eller informeret grundlag, som beslutningerne kan træffes på. Det er den funktion, der ligger i at arbejde med denne forskning: Det er blandt andet med henblik på, at der skal komme nogle politiske effekter ud af det. Ligegyldigt hvad der dukker op i medierne omkring uddannelse, pædagogik og læring, så eksploderer det i løbet af to sekunder. Tag eksempelvis den verserende debat om vuggestuer. Det bliver hurtigt meget unuanceret, netop fordi vi har så mange følelser på spil, når det handler om uddannelse, opdragelse og læreprocesser og alt det psykodynamiske, der ligger bagved. Derfor er det vigtigt, at man har noget at forholde sig til, der er mere sagligt end at lade os lede af vores lidenskaber.

Der har ikke været så meget aktivitet i forskergruppen?

Nej, det har knebet lidt. Der tror jeg, at et af problemerne er, at folk har meget at se til her. Der er jo meget rekvireringsarbejde her på DPU og flere leverancer. De betyder, at vi har mindre tid til alle mulige andre ting. Muligheden for at engagere sig i tingene fra forskernes side er begrænset. Vi har da holdt nogle arrangementer med høj deltagelse, men det har været svært at skabe en kontinuitet i det.

Hvis nu man gerne ville være med i forskergruppen, hvad kan man så forvente?

Der har dels været nogle helt overordnede diskussioner af, hvilke temaer der kunne være interessante for forskergruppen at tage op. Det viser sig at være meget svært, fordi vi har så mange forskellige interesser og forskningsområder. Der kunne nærmest oprettes subgrupper under forskningsgruppen. Enten skal emnerne være helt generaliserede, så de kan passe ind alle steder. Ellers skal man tænke i, at nogen kan komme til et arrangement, der kunne være interessant for dem. Men ikke nødvendigvis for alle mulige andre. Vi har vekslet mellem at have nogle møder, som har taget mere generelle emner og temaer op. Men det har været svært at planlægge ud i fremtiden på grund af pressede kalendere. Så har vi også haft møder, hvor en foredragsholder er kommet og har lagt op til debat. Men man kan så sige, at forskergruppen på den måde bare får mere karakter af at være arrangør.

Hvad forsker du i lige nu?

Jeg har lige afsluttet en analyse af didaktisk praksis på Rudolf Steiner skolerne, et rekvireret projekt. Vi skulle se på, hvordan de gør, og hvordan det virker. Vi kiggede på, hvilke begrundelser lærerne har, hvad eleverne i det 10.-12. skoleår synes, de får ud af det, og så har vi også fuldt tidligere elevers videre færd gennem uddannelsessystemet. Jeg sidder også med noget andet, som er stort set færdigt. Det er en samlet rapport og vidensopsamling om voksenhandicapområdet, som også er konsulentarbejde.